Historie

Skydebanegade har altid været en særlig gade – og derfor er andelsforeningen også en usædvanlig forening. Først og fremmest, fordi foreningens ejendom faktisk er Skydebanegade. Gaden står, hvor der indtil 1891 gik græssende køer på en eng.

Husene på begge side af gaden og ud imod Istedgade og Sønder Boulevard er bygget i perioden 1891-1893 af murermester Viktor Jensen ved hjælp af den meget kreative arkitekt Oscar Kramp. Kramps kreativitet er nem at få øje på den dag i dag. Han lykkedes med at udnytte et skævt jordlod til det yderste. Ved at tegne bygninger, der snor sig ud og ind som en græsk bort, blev der plads til hele 48 opgange på det lagkageformede stykke jord.

Denne zigzag effekt har givet plads mellem bygningerne, hvor der oprindelig var små haver med låger ud mod gaden. Dengang blev lejlighederne lejet ud til arbejdere og funktionærer, håndværkere og rentenydere i en broget flok. Gaden var privat og afgrænset af bomme. Der var ovenikøbet en vægter, der holdt øje med at fædrene ikke kom for sent eller berusede hjem. Alle børn skulle være indenfor kl. 20.00.

Den sidste bom forsvandt først i 1928, men lejerforeningen i gaden overtog funktionen at holde foreningen sammen, ved hjælp af aktiviteter for børn og voksne, samt hjælp til tvister med ejendommens vicevært eller ejerne af gaden. Lejerforeningen arrangerede mange årlige begivenheder, så som bustur til skoven om sommeren for gadens 200 børn. Der var også andespil, fastelavn, julefest og andre fester for lejerne. Hvert år blev der desuden uddelt mange buketter fra lejeforeningen til store private begivenheder som dåb og guldbryllup, såvel som kranse til begravelser. Lejerforeningen fungerede i en 20 årig periode og nedlagde sig selv med reference til at lovgivningen for udlejningsejendomme overtog “beskyttelsen” af lejerne.

Udviklingen på Vesterbro havde også ændret gadens status. Fra 50’erne frem til 80’erne var bydelen præget af de mange nedslidte ejendomme. Allerede i 1947 skrev den tids Boligkommission i sit “Betragtninger om Vesterbro som slumkvarter” om Utiltalende og overfyldte boliger frister til at søge bort til værtshuse og modarbejder familieliv, men begunstiger løse forbindelser. 

Fra anden verdenskrig stammer mottoet Istedgade overgiver sig aldrig, der har stået som en overskrift over den selvstændighed og det sammenhold, der trods de trange kår altid har været til stede i bydelen – og i Skydebanegade. Hverdagen så meget anderledes ud end i dag. Familierne hjalp hinanden med at passe hinandens børn. Ude i baggårdene sad mødre med symaskiner og et halv øje på flokken af unger, der legede rundt om. Vel at mærke et børneliv opdelt i to flokke, der bekrigede hinanden, fordi der med sikkerhed var forskel på børn fra den ene ende af gaden og dem fra den anden. De vilde børn var dem, der boede i enden ud mod Istedgade, mens de pænere børn boede ud mod Sønder Boulevard.

Senere i tid gik det ned ad bakke med børneflokkene i gaden, indtil der i 80’erne næsten ikke kom børn ud på gaden. Familierne flyttede væk, så snart børnene havde alderen til at skulle bevæge sig udenfor på egen hånd. Ejendommen var i forfald. Der var hverken centralvarme eller badeværelser. Om vinteren voksede isblomster på ruden, om sommeren groede mug og svamp. Mange, mange dunke petroleum blev slæbt op, hvis man ikke var så heldig at bo i en lejlighed med gaskamin. Brusebadet foregik mange steder i en brusekabine i køkkenet, det varme vand kom fra en vandvarmer. Skydebanegade var stadig en udlejningsejendom, med en ejer, der egenhændigt kunne bestemme, hvem der skulle bo i gaden eller hvad der skulle istandsættes.

Da ejeren forsøgte at sælge ejendommen udenom lejerne, lykkedes det at stifte en andelsforening, der købte gaden i 1988 for den nette sum af 35 millioner. Siden da har andelsforeningen gennemgået en fuldstændig forvandling, da byfornyelsen i 90´erne istandsatte hele ejendommen for omkring 500 millioner. Bygningernes oprindelige udtryk så som tårne og skifertag blev genetableret efter at være blevet slidt ned og ødelagt. Gårdene blev også renoveret, ditto gaden, indtil andelsforeningen overtog ansvaret for gadens liv igen. Ligesom i gamle dage indebærer det, at der bliver arrangeret fester og begivenheder, der bringer beboerne sammen. At haverne mellem bygningerne bliver passet og at der er fælles faciliteter som vaskeri og internet.

Og nu er der masser af børn igen. Der er faktisk hundredvis af børn i gaden, der leger i gårdene, mens forældrene falder i snak. Gaden er på en måde vendt tilbage til sit gamle jeg, den særlige gade på Vesterbro, fordi Andelsforeningen både varetager ansvaret for drift og vedligeholdelse af ejendommen og støtter det sociale liv. Det er et stort privilegie, at man kan bo i en hel gade og ikke bare i en opgang.